Tirsdag d. 11. november slår Horsens kommunes biblioteker dørene op for en helt ny hjemmeside på http://horsensbibliotek.dk/

Hjemmesiden afløser en søgeside, der efterhånden har 20 år på bagen, og bliver væsentlig bedre til at integrere de digitale tilbud såsom e-bøger, online opslagsværker og netbaseret musik og film, som biblioteket stiller til rådighed. Det sker i et mere mobil- og tablet-venligt design, der gør adgangen til materialerne mere overskuelig.

Sammen med de fleste andre folkebiblioteker i Danmark skifter Horsens kommunes biblioteker til en ny fælles hjemmesideplatform. I fællesskab med landets øvrige biblioteker udvikles denne platform løbende. Det giver et hidtil uset potentiale for udbygning af nye faciliteter på et mere kontinuerligt plan.

Danskernes Digitale Bibliotek

Horsens kommunes biblioteker er med i Danskernes Digitale Bibliotek (DDB), som er et forpligtende samarbejde mellem Kommunernes Landsforening og Kulturministeriet. Samarbejdet skal styrke bibliotekernes muligheder for at håndtere og formidle elektroniske medier såsom e-bøger og andre netbaserede materialer.

Som en del af DDB’s mission og vision er formålet at styrke, effektivisere og synliggøre det samlede, digitale offentlige bibliotekstilbud. Alle landets 98 kommuner er med i samarbejdet.

Det er under DDB, at den nye fælles platform for bibliotekernes hjemmesider, kaldet DDB CMS, bliver udviklet. Formålet er blandt andet at sikre bedre digital formidling og økonomiske fordele ved national deling af både indhold og udviklingskræfter.

DDB CMS skal således sikre den grundlæggende funktionalitet, der er nødvendig for at give borgere og brugere en digital adgang til folkebibliotekerne.

OLYMPUS DIGITAL CAMERALockout-ugerne har givet ekstra run på bibliotekerne i Horsens.

 

I de fire uger, lærerne har været lockoutet, er udlånet af bøger og andre materialer til børn steget eksplosivt på Horsens kommunes biblioteker.

I alt er udlånet af børnematerialer steget 34 % fra 13.316 til 17.860 sammenlignet med samme periode sidste år.

– Vi kan helt klart mærke, at børnene har haft brug for at blive aktiveret på anden vis, når de nu ikke kunne komme i skole. En del børn er kommet sammen med deres bedsteforældre, og der har været en rigtig god stemning, fortæller bibliotekschef Lisbeth Christensen.

Hun tilføjer, at hylderne nogle steder er næsten tomme:

– I nogle genrer har der været helt udsolgt. Det gælder især den lette begynderlæsning på dansk og på engelsk. Mange børn har tydeligvis været bange for at glemme det, de har lært og har derfor gerne villet vedligeholde deres færdigheder, siger Lisbeth Christensen.

Få mere at vide hos bibliotekschef Lisbeth Christensen, Horsens Bibliotek på
tlf. 76 29 24 01.

Af Vibeke Juul

I maj måned kan du se en miniudstilling med arbejdstøj gennem tiderne. Klædeskabet på Industrimuseet har udlånt udlånt nogle giner med eksempler på arbejdstøj gennem tiderne. Indsamling af arbejdstøj på museer har haft en meget lav prioritering gennem tiden, da hovedinteressen har været på almuen, folkedragten og senere modedragten. Der findes og opbevares mange fine dragter og beklædningsdele, mens den fedtede kasket, de slidte bukser og den lappede skjorte ikke finder vej til museerne, men ender i skraldespanden.

Du kan læse mere om arbejdstøjets udvikling på nettet. Klædeskabet har lavet internetudstillingen ”Fra vadmel til workwear”,hvor der er lagt fokus på de mandlige håndværkere og industriarbejdere og på de danske arbejdstøjsproducenter.

Børnehavebiblioteket i Dagnæs Børnehave åbner d. 19. september.


Horsens bibliotek opretter et Børnehavebibliotek i Dagnæs Børnehave, så børn og forældre i børnehaven kan hjemlåne bøger og cd’er fra biblioteket.

Børnehavebiblioteket i Dagnæs Børnehave er en del af Projekt Brobygger. I børnehaven etableres et depot bestående af cd’er og bøger, hvor fra børn og deres forældre kan hjemlåne. Ordningen med biblioteksudlån fra en børnehave eksisterer allerede i flere børnehaver i Horsens Kommune og det har vist, at mange forældre er glade for denne ordning. Moderne forældre er opmærksomme på læsning og den betydning oplæsning har for børn med hensyn til sprogudvikling og barnets egen læseindlæring, men de får ikke presset en tur på biblioteket ind i en travl hverdag. Derfor etablerer Horsens Bibliotek et Børnehavebibliotek i Dagnæs Børnehave, så forældrene selv kan låne materialer med hjem.

Projekt Brobygger er et samarbejde mellem Daginstitution Dagnæs, Dagnæs Skole og Horsens Biblioteket, som støttes med midler fra Styrelsen for bibliotek og medier. Projektet ønsker, at fremme børns læselyst og læsetilegnelse samt lette overgangen fra daginstitution til skole ved at anvende resurser, kompetencer og nye læringsrammer fra de 3 samarbejdsparter.

Kan DU huske din første skoledag og mødet med den store nye skole? Måske havde du ligeså mange sommerfugle i maven som Alfons Åberg havde inden hans første skoledag?

Nu bygger vi bro mellem børnehave, skole og bibliotek. I dette skoleår går Dagnæs Skole, Daginstitution Dagnæs og Horsens Bibliotek sammen om Projekt Brobygger. Her vil vi arbejde tværfagligt på at lette dit barns overgang til skolen og fremme lysten til læsning og læring.

Rammen for Brobygger er skolebiblioteket på Dagnæs Skole, hvor skolebibliotekaren i samarbejde med en bibliotekar fra Horsens Bibliotek, har indkøbt nye spændende materialer, som børnene kan låne. Som forælder får du også mulighed for at låne bøger i skolebiblioteket samt deltage i arrangementer om børns bøger og om hvordan de udvikler deres læsning.

I Dagnæs Børnehave etableres desuden et Børnehavebibliotek. Her kan forældre og børn låne bogposer med bøger og cd’er fra Horsens Bibliotek. Projektet følger skoleåret 2011/12 og støttes med midler fra Styrelsen for Bibliotek og Medier.

AvisHvis du gerne vil læse dagens udgave af ”Izvestia” på russisk – eller ”Hamburger Morgenpost” på tysk kan du gøre det via din internetforbindelse hjemme. Det kræver dog at du er låner på Horsens kommunes biblioteker og har bopæl i kommunen. Du kan naturligvis også læse aviserne fra bibliotekernes computere.

Den base der giver adgang til alle herlighederne hedder Library PressDisplay og kan findes her.

Der er 1700 aviser og blade fra 92 lande i basen. Der vises både dagens men også de foregående 30 dages avis. Det er en rigtig god mulighed for at følge nærmere med i sit hjemlands mere lokale nyheder – og det er oplagt til undervisning i fremmedsprog.

Prøv dig frem – eller kom og få vist mulighederne på bibliotekerne.

Romaner på Google Maps

Horsens kommunes biblioteker er begyndt at formidle bøger på nettet på en ny måde: man kan via de såkaldte ‘Geotags’ på Google Maps lokalisere romaner og biografier, hvis handling udspiller sig i lokalområdet. Biblioteket har sammen med 3 andre biblioteker udviklet denne service.

Om Horsens-egnen kan man finde en række titler, der spænder fra Olaf W. Køsters “Den pukkelryggede”, en røverhistorie fra 1920, Henning Mortensens romanserie om drengen Ib, der vokser op i Horsens i 1950-erne og til Lene Rikke Bressons nye roman fra 2010 “Set fra himlen”, en krimi hvor en stor del af handlingen foregår på egnen omkring Brædstrup, Vrads og Gammelstrup.

Den nye service er tilgængelig på hjemmesiden www.bogatlas.dk, hvor den fremover vil blive opdateret med nye titler.

Folk i Horsens Kommune kryber sammen om bøgerne.

Læsekredse popper op over alt i Horsens Kommune. I løbet af to år har kommunens biblioteker hjulpet 30 læsekredse i gang, så der nu er ca. 50. Og tallet stiger.
– Tidligere var et typisk læsekredsmedlem en pæn, ældre dame. I dag er størsteparten nyligt pensionerede og meget aktive lærere, bankfuldmægtige eller lignende af begge køn. Indholdsmæssigt har bøgerne også ændret sig fra at være de rene klassikere til at omhandle mere debatskabende emner, siger Birthe Mendel, Horsens Bibliotek.
Årsagen til den stigende interesse for læsekredse er blandt andet ønsket om at være sammen om noget, mener Birthe Mendel:
– Det sociale samvær betyder meget for deltagerne, og samtidig er der et stort ønske om også at diskutere interessante emner.
Bibliotekerne i Horsens Kommune er behjælpsomme med at skaffe bøger hjem til læsekredsene. Og som en ekstra service vil bibliotekerne til efteråret gøre endnu mere ud af at lave færdigpakkede bog poser med anmeldelser af bøgerne og tips om, hvordan man laver en læsekreds.
Læsekreds deltagerne mødes typisk på skift hos hinanden hver 14. dag.
Få mere at vide hos Birthe Mendel, Horsens Bibliotek på tlf. 76 29 24 49.

Se i øvrigt vores inspirations-side til læsekredsene. Den indeholder anbefalede titler og vejledning til opstart af en læsekreds.

Amazon Kindle e-bogslæser
Hvad gør du, hvis du mangler en god bog, når du sidder på hotellet i Paris eller New York? Du går på Internettet og downloader en gratis e-bog.

Udnyt det nye tilbud fra Horsens kommunes biblioteker, som giver dig mulighed for gratis at downloade e-bøger til din computer eller e-bogslæser fra de to hjemmesider www.ebib.dk og www.ebogsbibliotek.dk ((NB! E-bøger skal nu hentes via Ereolen.dk). De eneste krav for at hente e-bøgerne er, at du bor i Horsens Kommune og er registreret som låner hos Horsens Kommunes Biblioteker.

På de to hjemmesider har du mulighed for at låne e-bøger om alt fra historiske romaner og krimier til bøger om samfund og politik. Du logger ind på begge hjemmesider med samme kortnummer og pinkode, som du bruger til biblioteket. Når lånetiden er udløbet bliver den downloadede e-bog inaktiv og kan ikke længere åbnes.

Er du interesseret i at prøve at læse en e-bog på en af de nye e-bogslæsere, kan du låne en sådan på biblioteket. Spørg på dit lokale bibliotek i Horsens Kommune.

DR lancerer et historisk danmarkskort med film og billeder fra det Danmark, der var engang. Horsens Kommunes Biblioteker deltager i projektet og afholder bl.a. kursus på Horsens Bibliotek den 13. april 2010, så man selv kan bidrage med sine egne gamle film og fotos.

Forestil dig, at du zoomer ind på din barndomsby og ser gamle film eller fotos af steder og begivenheder, som du husker fra din egen barndom. Du finder billeder af det værft, hvor din farfar arbejdede og den danseskole, hvor du fik dit første kys.

Den 12. april lancerer DR det historiske danmarkskort om det Danmark, der var engang. På hjemmesiden Danmark dengang kan du tage med på en rejse tilbage i vores fælles danmarkshistorie.

På sidens digitale danmarkskort finder du en omfattende guldgrube af lokalhistoriske film fra DRs arkiv, som på gadeplan viser, hvordan Danmark så ud i perioden 1900-1990.

En række kendte og ukendte danskere har allerede lagt en bid af deres historie på siden. Derudover fortæller en række P4-lyttere fra hver sin del af landet, i lyd og billeder, om et ganske bestemt billede, der har en særlig betydning for dem.

Din danmarkshistorie
Men du kan også være med til at fortælle din del af vores fælles historie, når Danmark dengang inviterer hele landet til at åbne de glemte skuffer, finde de gamle albums frem, og lægge fotos eller film ind på Danmark dengang. Det kan være billeder af dit barndomshjem, din gamle skole, fodboldklub, din første cykel eller en særlig begivenhed, som du husker fra dengang. Du kan bidrage med både film, fotos og tekst.

Lokale aktiviteter og kurser
DRs nye hjemmeside åbner 12. april – og ugen igennem sætter vi fokus på Danmark Dengang med gode historier i radioen og et historietema i DR2s programserie Danskernes Akademi.

Folkebiblioteker og lokalhistoriske arkiver over hele landet er med i projektet og tilbyder blandt andet kurser i fotoscanning og upload af billeder og tekst, så alle danskerne på den måde kan være med til at sætte deres fingeraftryk på det historiske danmarkskort. Således afholder Horsens Bibliotek kursus i tekst- og billedbehandling, fotoscanning m.m. d. 13. april 10.30-12.

På hjemmesiden for DR’s Danmarkskort kan du nemt finde alle de lokale biblioteker og arkiver, der bidrager med aktiviteter til Danmark dengang.

Få mere information hos:

  • Else Marie Grand, Publikumschef på Horsens kommunes biblioteker. Tlf. 76292433 eller på [email protected].
  • Helle Trolle, DR Undervisning. Tlf: 5090 8121
  • Merete Monberg, DR Undervisning. Tlf: 2854 6819